Tema
Debat

Coronainitiativerne er meget værdifuld hjælp

20. mar. 2020
Folketinget med regeringen i spidsen håndterer i øjeblikket Corona-situationen på en måde, vi alle kan være tilfredse med - og har stor gavn af både på den korte og den lange bane, mener Forsikring & Pension. Forsikrings- og pensionsbranchen fortsætter sin del af hjælpen.

Alle gør i øjeblikket deres yderste for at sikre den enkelte borger, virksomhederne og samfundsøkonomien bedst muligt – både her under Coronakrisen og som forberedelse til den tid og virkelighed, der kommer efter krisen.

- Det er med stor tilfredshed, at vi ser Folketingets partier med regeringen i spidsen effektivt forsøger at begrænse smitten af Coronavirus. Vi er også meget tilfredse med, at der i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter bliver udviklet økonomiske hjælpepakker, der skal bære os alle så godt som muligt igennem krisen. Og - hvad der er mindst lige så vigtigt – forsøge at sikre en stabil økonomisk situation efter krisen, siger adm. direktør Per Bremer Rasmussen, Forsikring & Pension.

Coronakrisen kan have store menneskelige konsekvenser – både hvis man selv eller en af ens pårørende bliver syge/dør, men også ift. ledighed. Coronakrisen er på mange måder ukendt land for alle – også for forsikrings- og pensionsselskaberne.

Forsikring & Pension har derfor løbende kontakt med Udenrigsministeriet, Erhvervsministeriet, Finanstilsynet og andre relevante myndigheder om situationen. Der har også været et omfattende arbejde med afklaring af forsikringsdækning m.v. på en række områder, som følge af henvendelser fra myndigheder, medlemmer og medier.

- Vi har desuden haft kontakt med et stort antal medier og informeret om, hvordan forbrugere er stillet i relation til hjemrejse som følge af Udenrigsministeriets anbefalinger samt afbestilling af rejser. Desuden har vi arbejdet tæt sammen med myndighederne, rejsebranchen og vores medlemmer for at få danskere i udlandet hurtigst muligt hjem, siger Per Bremer Rasmussen.

Imødekommende over for pressede erhvervskunder
Forsikringsselskaberne står sammen om at være imødekommende over for erhvervskunder, der er presset likviditetsmæssigt som følge af Coronakrisen. Da forsikringsselskaberne, produkterne og kunderne er meget forskellige, vil det imidlertid ske ved individuelle løsninger efter behov.

 - Det kan være ved at tilpasse betalingsbetingelser, fx ved at overgå til månedsvis betaling, eller ved at fremskynde erstatningsbetalinger og betalinger til leverandører, så kunder og samarbejdspartnere får tilført likviditet hurtigere, siger Per Bremer Rasmussen.

Det kan også være ved at tilpasse produkter og dækninger til den enkelte virksomheds forandrede situation.

- Det skal dog understreges, at forsikringsselskaberne ser ind i store tab, som følge af den ændrede økonomiske situation, som Danmark må forventes at stå i, i perioden efter COVID-19 epidemien. Derfor er det vigtigt, at forsikringsselskaberne fortsat sikrer et tilstrækkeligt solvensberedskab, så branchen kan vedblive med at tilbyde de forsikringsprodukter, der er nødvendige for erhvervslivets aktivitet og danskernes tryghed, siger Per Bremer Rasmussen.

 

Travlt med rådgivning og hjælp
Samtlige forsikringsselskaber melder om ekstraordinært travlt på telefonerne og med at rådgive, vejlede og hjælpe deres kunder.

Mange forbrugere har kontaktet Forsikringsoplysningen med spørgsmål om rejser og forsikringsdækning, når myndigheder fraråder rejser til udlandet. Det er de stadig velkomne til.

Vil du modtage vores nyheder på mail?

Kontakt


Per Bremer Rasmussen

Adm. direktør
Pressekontakt
+45 41 91 91 01
(Kan ikke bruges til SMS)
;