Tema
Debat

Danmark er fortsat i pensions-superligaen

19. okt. 2020
Danmark er netop igen blevet kåret til at have et af verdens bedste pensionssystemer. Det er sket i en international undersøgelse, der hvert år gennemgår og rangordner en lang række landes pensionssystemer.

Det er Melbourne Mercer Global Pension Index, der igen har placeret Danmark i den absolutte top. Det danske pensionssystem har i mange år ligget som nr. 1 på ranglisten, men de sidste tre år har hollænderne scoret lidt flere points. Dermed er Danmark rykket til en andenplads, men Hollands og Danmarks pensionssystemer er fortsat de eneste med karakteren A.

- Vi er naturligvis meget stolte af den fine placering, Danmark har fået igen i år. Vi havde håbet på at kunne generobre førstepladsen, da vi er gået frem på flere af de parametre, der ligger til grund for målingen, men Holland gik også frem på flere områder. Men uanset hvad, så er det danske pensionssystem i verdensklasse, og vi arbejder løbende på at gøre det endnu bedre, fortæller underdirektør Karina Ransby.

Mercer beskriver generelt det danske system som robust med en fornuftig balance mellem offentlige og private pensioner. Hvis den danske score skal forbedres, peger Mercer blandt andet på, at vi danskere forsat har for meget gæld, og at der i skilsmissesituationer kan opstå ugunstige situationer, når det handler om at dele pensionerne.

- Et andet parameter, hvor Danmark kan score bedre, er på andelen af beskæftigede over 55 år. Her scorer lande som Sverige, Norge og New Zealand højere end os. Den netop vedtagne aftale om en ny ret til tidlig pension vil trække i den forkerte retning i de kommende år, mens princippet om at regulere folkepensionsalderen i takt med levetiden alt andet lige trækker i retning af en højere seniorbeskæftigelse, siger Karina Ransby.

Netop udviklingen i levetiden og effekterne af en lempeligere indeksering af pensionsalderen på seniorers beskæftigelse er noget af det, som den nyopstartede Kommission for tilbagetrækning og nedslidning under ledelse af Jørn Neergaard Larsen er blevet bedt om at analysere i deres arbejde.

- Vi ser frem til at følge Kommissionens arbejde i den kommende tid, da selv et pensionssystem i verdensklasse jo kan blive bedre. Vores pensionssystem er relativt robust over for fremtidige levetidsstigninger og viste sig også modstandsdygtigt under forårets store økonomiske udfordringer på de finansielle markeder på grund af Corona. Trods et par måneder med store kursfald, har pensionerne genvundet deres værdi. Vores pensionssystem er robust, og det kan danskerne være trygge ved, fortæller Karina Ransby.

Vil du modtage vores nyheder på mail?

Kontakt


Velfærd & pension

Karina Ransby

Underdirektør, cand.polit.
Pressekontakt
+45 41 91 91 01
(Kan ikke bruges til SMS)