Tema
Debat

Danmark har et pensionssystem i verdensklasse

20. okt. 2019
Ny international undersøgelse har igen kåret det danske pensionssystem til at ligge helt i top internationalt. Det sker i den internationale pensionsanalyse fra Melbourne Mercer Global Pension Index, der udkommer årligt.

Det danske pensionssystem har i mange år ligget som nr. 1 på ranglisten. Sidste år lykkedes det dog Holland at vippe Danmark af pinden, og den position har de holdt fast i igen i 2019. Både Danmark og Holland er dog gået pointmæssigt frem i år sammenlignet med sidste år.

- Det er rigtig flot, at Danmarks pensionssystem igen i år får karakteren A sammen med Holland som de to eneste lande. Vi havde en forventning om, at vi ville nå helt til tops igen i år. Holland ligger dog fortsat bedre placeret end Danmark. Der er ellers sket store forbedringer i det danske pensionssystem inden for de seneste år. Blandt andet er det såkaldte samspils-problem løst, der er indført en tvungen opsparing for personer på overførselsindkomst, og det er blevet mere attraktivt at arbejde efter folkepensionsalderen. Når de seneste ændringer har fået lov til at udfolde sig, forventer vi, at det i højere grad bliver afspejlet i Mercers årlige vurdering af Danmark, siger underdi-rektør Karina Ransby.

I Danmark har det såkaldte samspilsproblem tidligere været en udfordring for det danske pensionssystem. Samspilsproblemet betød, at mange personer med lav- og mellemindkomster tabte penge på at spare op til pension de sidste år før pensionering, fordi de blev modregnet i især folkepensionens tillæg. Pensions-reformerne fra december 2017 og juni 2018 ændrede på dette.

Danmark bliver blandt andet fremhævet, fordi det er en relativ høj procentdel af ens løn, der indbetales hver måned til pensionen. Det er udslagsgivende for, at pensionisters disponible indkomst ikke falder meget i forhold til, da de var erhvervsaktive. Samtidig er udbredelsen af pensionsopsparing meget høj i Danmark.

Kritikken fra Mercer går på, at vi danskere forsat har for meget gæld, og at der i skilsmissesituationer kan opstå ugunstige situationer, når det handler om at dele pensionerne. Det er også noget, der er fokus på, når der om en uge er ’Pensionsdag’ i Danmark. Ved vi danskere, hvad der sker med vores pension i tilfælde af skilsmisse og død?

En højere erhvervsdeltagelse blandt ældre vil også være gunstigt for den danske position. Den forbedring, der har været i indekset siden sidste år, er blandt andet en følge af, at den gradvist stigende efterlønsalder også har betydet en gradvist stigende tilbagetrækningsalder. Mercer efterlyser også mere fleksibilitet i pensionssystemet, som også vil kunne bidrage til en bedre placering.

Mercer har i år særligt set på sammenhængen mellem pensions-opsparing og husholdningernes gæld, og finder at des højere pensionsopsparing et land har, des højere gældsstiftelse blandt befolkningen. Det forklarer de med, at opsparingen giver en tryghed, som betyder, at man i højere grad tør gældsætte sig. Mercer påpeger med henvisning til OECD, at det interessante i forhold til gæld er, om de modsvares af aktiver eller ej. De inddrager dog ikke den danske boligformue, selvom tallene findes og er årsag til hovedparten af gælden for danske husholdninger.

Pensionsanalysen ser på pensionssystemerne i 37 lande, og analysen måler på baggrund af mere end 40 indikatorer.

Læs hele Mercers pensionsundersøgelse her [eksternt link]

Kontakt


Velfærd og pension

Karina Ransby

Underdirektør, cand.polit
+45 41 91 90 80