Danskere har svært ved at gennemskue deres pension

Publiceret 05.12.2019
Læserbrev bragt i Børsen 5. december 2019

Af adm. direktør i Forsikring & Pension Per Bremer Rasmussen

I dag er der første møde i forligskredsen bag seniorpension-aftalen. Politikerne skal til at se på, hvad en kommende kommission i forhold til tilbagetrækning og nedslidning skal koncentrere sig om. De kan få inspiration fra Seniortænketankens anbefalinger, og vi har i vores branche en række konkrete forslag til hvad en kommission burde kaste sig over.

I Danmark har vi et af verdens bedste pensionssystemer. Men det betyder ikke, at det ikke kan blive endnu bedre. Generelt er vores pensionssystem ikke fleksibelt nok. Systemet vil blive udfordret i takt med den stigende pensionsalder og ønskerne om en øget fleksibilitet i tilbagetrækningen både før og efter folkepensionsalderen. En ny Epinion-undersøgelse viser, at 25 procent af danskerne ønsker at trække sig fra arbejdsmarkedet, før de når pensionsalderen. Samtidig viser undersøgelser fra VIVE, at 1 ud af 3 danskere, der forlader arbejdet i forbindelse med pension, gerne ville have arbejdet længere. Det viser, at der er en efterspørgsel efter fleksibilitet.

Desuden er der et behov for at sikre mere enkelthed i systemet, da mange finder pensionsområdet komplekst. Selv om det danske pensionssystem år efter år kåres som værende i verdensklasse, så har vi danskere udfordringer med at gennemskue vores egen pension. Derfor bør en kommission se på kompleksiteten i det offentlige pensionssystem og sikre, at det bliver bedst muligt sammentænkt med de opsparingsbaserede pensioner.

For at politikerne skal få succes med at få flere til at arbejde op til og efter folkepensionsalderen, er det nødvendig med en tilstrækkelig økonomisk gevinst for den enkelte. Ellers bliver det svært at få flere til at arbejde ved siden af folkepensionen. Men økonomiske incitamenter gør det ikke alene. De skal også være til at forstå, og det er de desværre ikke alle i dag. Systemet virker kun, hvis det er gennemskueligt for den enkelte.

Der er mange aspekter, en kommende kommission bør se på, og Seniortænketanken kom med mange gode bud. Nu skal politikerne så blive enige om et kommissorium. Det er et vigtigt område, der berører os alle, og der er mange komplekse problemstillinger. Så en kommission skal have den nødvendige tid til at komme rundt om alle krogene inden for pensionsområdet og ikke haste arbejdet igennem. Det er vigtigt, at det resulterer i, at vi kan få et fleksibelt og enkelt pensionssystem.