Tema
Debat

Dyr cocktail: Krudt, sprut og tankeløs opførsel

Brug kun lovligt fyrværkeri, og tænk dig godt om, når du skyder nytåret ind, lyder rådet fra Forsikringsoplysningen.

 

Fyrværkeri er hvert år skyld i, at alt for mange af os kommer til skade nytårsaften. Især raketter, batterier og ulovligt fyrværkeri giver alvorlige skader. Sidste år måtte 254 personer en tur på skadestuen - 35 med svære skader. Kun hver fjerde med skader brugte i øvrigt beskyttelsesbriller.  

 

- Selvom det ikke kan gøre skaden god igen, så er det en god ide i det mindste at have forsikringerne i orden, hvis uheldet er ude nytårsaften. Både hvis man kommer til skade selv, og hvis man er så uheldig at gøre skade på andre eller deres ting, siger Anja Lintrup Sørensen, konsulent i Forsikringsoplysningen.

 

- Indboforsikringen og ulykkesforsikringen er de vigtige forsikringer. Mangler man dem, så er det bedste råd at gå på forsikringsguiden.dk. Her kan man nemt sammenligne priser og dækninger på forsikringerne, inden man beslutter sig for at købe, siger Anja Lintrup Sørensen.

 

Ingen dækning ved tankeløs opførsel og for meget alkohol

Hun fortæller, at der er flere situationer, hvor forsikringerne ikke dækker i forbindelse med fyrværkeri. Det er især i forbindelse med tankeløs opførsel, ulovligt fyrværkeri og for meget alkohol.

 

- Du får ingen erstatning, hvis du tankeløst håndterer fyrværkeriet forkert og kommer til skade - fx holder en tændt raket i hånden. Det samme gælder, hvis du fyrer ulovligt eller hjemmelavet fyrværkeri af, oplyser Anja Lintrup Sørensen.

Forsikringen siger også stop, hvis skaden sker i forbindelse med fuldskab. Lad andre om at fyre af, hvis du er fuld.

 

- Hvert år sker der ulykker, fordi fulde personer kaster tændt fyrværkeri efter andre personer eller deres ting. I sådan en situation kan du ikke være sikker på, at din private ansvarsforsikring betaler erstatning til det uskyldige offer. Det risikerer du at skulle betale af egen lomme, siger Anja Lintrup Sørensen.

 

35 alvorlige skader sidste år

Antallet af fyrværkeriulykker var sidste år på niveau med de seneste 5-10 år. I alt blev 254 personer behandlet efter skader på landets hospitaler ifølge Odense Universitetshospital. 35 skader var alvorlige, hvilket er på niveau med de seneste år. Det er primært mænd, der får skader, også de alvorlige. Kun fire kvinder var blandt de 35 alvorligt tilskadekomne. Seks drenge under 14 år fik alvorlig skade, mens ingen piger under 14 år var i blandt.

 

Kun hver fjerde med skader brugte i øvrigt beskyttelsesbriller.  

 

Kilde: Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital. 

 

Gode råd til et sikkert nytår

  • Køb kun godkendt fyrværkeri, og hold dig væk fra hjemmelavet fyrværkeri
  • Placer fyrværkeriet sikkert og tænd. Skynd dig væk 
  • Gå aldrig tilbage til en fuser
  • Forsøg aldrig at slukke tændt fyrværkeri
  • Brug altid beskyttelsesbriller. Både børn og voksne - også selv om I bare kigger på
  • Opbevar aldrig dit fyrværkeri i lommerne
  • Kast aldrig med fyrværkeri efter andre
  • Lad andre om at fyre af, hvis du er fuld.

Tal for fyrværkeriulykker


Sammenlign forsikringer


Kontakt


Forsikringsoplysningen

Anja Lintrup Sørensen,

Konsulent
Pressetelefon 41919101