Endnu mere åbenhed og gennemsigtighed om danskernes pensioner – relancering af Fakta om Pension

Publiceret 17.12.2020
Forsikring & Pension fortsætter arbejdet med at skabe åbenhed og gennemsigtighed for de danske forbrugere. Sammenligningsværktøjet Fakta om Pension udvides nu med små pensionsordninger uden indbetaling og ordninger under udbetaling. Hidtil har der alene indgået ordninger, som der indbetales til.

Fakta om Pension er et online værktøj, hvor du som forbruger kan sammenligne alle danske pensionsselskaber og -kassers ordninger på afkast, omkostninger, forsikringer, risiko, services og rådgivning. Sammenligningsgrundlaget er ordninger, som typiske kundetyper har med forskellige alders-, opsparings- og depotprofiler. Alle pensionsselskaber, der udbyder pensionsordninger gennem en arbejdsplads, er med på Fakta om Pension.

- Formålet med en pensionsopsparing er selvfølgelig en udbetaling i alderdommen. Derfor har det været et naturligt næste skridt i videreudviklingen af Fakta om Pension, at vi muliggør sammenligning af typiske pensionsordninger under udbetaling hos pensionsselskaberne, siger underdirektør Karina Ransby.

Et andet fokusområde for branchen er små ordninger uden indbetalinger – typisk fra en tidligere ansættelse. Her kan det være en fordel at samle disse med en aktiv ordning med indbetalinger for at spare omkostninger, som i sidste ende udhuler opsparingen. Men det er ikke altid en fordel for kunden, fordi ordningen kan have tilknyttet f.eks. en garanti eller forsikring. Derfor ligger der en rådgivningsopgave hos selskaberne i at vejlede kunderne om fordele og ulemper ved en sammenlægning.

- Branchen har stort fokus på at hjælpe kunderne med at mindske antallet af små pensionsordninger uden indbetalinger. Typisk ved at gøre kunderne opmærksom på, når de har en lille ordning, som det kan betale sig at samle med en aktiv ordning. Derudover har branchen en aftale om at fjerne gebyret for overførsler mellem selskaber for sådanne små ordninger, slutter Karina Ransby.

 


FAKTABOKS

Oversigt over branchens initiativer for at mindske antallet at små ordninger uden indbetalinger:

  • Systematisk kommunikation til kunderne om små ordninger uden indbetalinger: når indbetalingerne ophører; når policen omskrives til fripolice; derefter hvert 2.-3. år

  • Branchehenstilling om flagning af små ordninger uden indbetalinger på PensionsInfo, hvor det kan betale sig at samle med en aktiv ordning

  • Evt. indføre selvbetjeningsløsninger på selskabernes hjemmesider, hvor en kunde kan igangsætte et forløb med at samle ordninger/overføre ordninger til et andet selskab

  • Branchehenstilling om, at overførsel af lille ordning uden indbetaling (depot under 20.000 kr.) til andet selskab er gebyrfrit.

  • Som en sidste løsning kan selskaberne overveje førtidig udbetaling af små pensioner uden indbetalinger. Det er ikke den bedste løsning, fordi opsparingen dermed ikke ender som forsørgelsesgrundlag i alderdommen, og fordi strafafgiften er på 60 pct. Det er heller ikke alle selskaber, der har den mulighed i aftalegrundlaget med kunderne. Men det kan være en bedre løsning end, at depotet udhules af omkostninger.
Karina Ransby

Vil du vide mere?

Karina Ransby

Underdirektør, cand.polit.