Tema
Debat

Forsikringssvindel bliver oftere opdaget

Der blev afsløret forsikringssvindel for 594 mio. kr. i 2017. Det er en stigning i forhold til året før. Hvis der ikke blev svindlet, kunne de ærlige kunder rundt regnet spare ca. 1.600 kr. om året pr. husstand. Det viser ny brancheundersøgelse fra Forsikring & Pension.

 

Der svindles for meget store beløb i Danmark. I 2017 blev der afsløret forsikringssvindel for 208 mio. kr. på tingskadeområdet og for 386 mio. kr. i forbindelse med personskader. I forhold til året før er der tale om en stigning på 12 pct.

 

- Det er positivt, at vores medlemmer afslører flere forsikringssvindlere. Men der er lang vej endnu. Vi ser kun toppen af isbjerget. Internationale undersøgelser peger på, at op mod 10 pct. af alle erstatningsudbetalinger går til svindel. Og så taler vi altså om 4,3 mia. kr. årligt for skadesforsikringerne i Danmark, siger underdirektør Hans Reymann-Carlsen fra Forsikring & Pension.

 

- Hvis forsikringssvindel ikke bliver opdaget, tvinges de ærlige kunder til at betale for de personer, der snyder. Det er helt klart ikke i orden. Og derfor har vi en pligt til at sikre os, at der ikke udbetales erstatninger til svindlere, siger Hans Reymann-Carlsen.

 

Personskader fylder i svindelstatistikken

Det store svindelbeløb i forbindelse med personskader – 386 mio. kr. - hænger bl.a. sammen med forsikringer tilknyttet pensionsordninger og arbejdsskadeforsikringer. Her er der dækning for tab af erhvervsevne og invaliditet. Fx udbetales et erhvervsevnetab typisk over lang tid – helt frem til pensionsalderen. Derfor kan der i en enkelt sag være svindel for mange mio. kr.

 

Men der bliver også opdaget svindel med ulykkesforsikringer og bilforsikringer, hvor personskader enten opdigtes eller overdrives.

 

Hans Reymann-Carlsen ser en direkte parallel mellem forsikringssvindel og socialt bedrageri.

 

- Når man snyder sig til forsikringserstatning eller sociale ydelser fra det offentlige, går det ud over ganske almindelige mennesker. De må finde sig i højere forsikringspræmier og højere skattebetalinger.

 

Statistikken viser, at den mest anvendte form for svindel er at opdigte skaden eller at skrive mere på skadesanmeldelsen, end der er ødelagt eller stjålet.

 

Det er mænd, der står bag 75 pct. af svindelsagerne. Når mænd svindler, er der tale om et lidt større beløb end hos kvinderne.

 

 

Forsikringssvindel efter type af svindel

Kilde: Forsikring & Pension, 2018

 

 

Opdaget forsikringssvindel 2016 - 2017

Kilde: Forsikring & Pension, 2018

 

 

Pressetelefon 41 91 91 01


Forsikring

Hans Reymann-Carlsen

Underdirektør
+45 41 91 91 40