Tema
Debat

Hvorfor støtter nærhedsreformen ikke nye partnerskaber?

18. dec. 2020
Kommentar af Kent Damsgaard, adm. direktør, Forsikring & Pension til aftale om velfærdsaftaler på ældreområdet, som en del af regeringens nærhedsreform og frikommuneforsøg

”Hvis vi tænker, som vi plejer, og bruger de samme værktøjer og fremgangsmåder, som vi plejer, så kan vi ikke forvente noget nyt”. Sådan er Albert Einstein ofte citeret, og i anledning af dagens aftale mellem regeringen og støttepartierne om velfærdsaftaler på ældreområdet finder jeg det oplagt at repetere. Det vender jeg tilbage til. Årsagen til, at citatet er interessant, er, at der er bred enighed om, at udviklingen af vores velfærdssamfund kræver nytænkning og ikke status quo.

I den ånd var det derfor en glæde tidligere på året at se regeringens tanker om frikommuneforsøg. For det var lige netop nytænkning, som bl.a. indgød håb og forventning om, at nye partnerskaber og samarbejder mellem det offentlige og private – herunder pensionsselskaberne som investorer – kan tage yderligere aktiv del i at løfte den fortsatte udvikling af vores fælles velfærdssamfund. Fx ved at investere i moderne og trygt indrettede bygninger til vores ældre.

Behovet for nytænkning er stort, hvis vi skal fortsætte udviklingen af vores velfærdssamfund. Coronakrisen bliver historisk dyr, klimaopgaven kommer til at koste milliardstore investeringer mange år frem og samtidig vil udgifterne til sundhedsområdet og ældreområdet stige betydeligt i fremtiden grundet den demografiske og medicinske udvikling. Danmark har i forvejen et af verdens højeste skattetryk, så disse store udfordringer kan vi kun favne offensivt ved at tænke i nye samarbejdsformer og partnerskaber.

Derfor ser vi med skuffelse på, at man med den aftale om velfærdsaftaler på ældreområdet, som regeringen og støttepartierne har præsenteret i dag om netop frikommunerne, lægger op til at begrænse muligheden for partnerskaber på tværs af sektorer til gavn for borgerne. Eksempelvis ved at skabe usikkerhed om rammerne for kommende friplejehjem.

Jeg håber og tror, at der er tale om et enkeltstående tilfælde og ikke en tendens. For i så fald vil vi med rette kunne låne Einsteins ord og sige: ”så kan vi ikke forvente noget nyt”. Og det er ærgerligt. I forsikrings- og pensionsbranchen står vi i hvert fald klar til at spille en aktiv og konstruktiv rolle i udviklingen af vores fælles samfund, både når det gælder den grønne omstilling og udviklingen af vores fælles velfærd og tryghed.

Vil du modtage vores nyheder på mail?

Kontakt


Direktionen

Kent Damsgaard

Adm. direktør
Pressekontakt
+45 41 91 91 01
(Kan ikke bruges til SMS)