Tema
Debat

Kommentar fra Forsikring & Pension til aftale om boligreguleringsloven

31. jan. 2020
Måneders forhandlinger om boligreguleringsloven endte i går med en aftale mellem regeringen, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Alternativet.

Forsikring & Pension er enige i målet med aftalen om boligreguleringsloven, nemlig at ramme de kortsigtede udenlandske kapitalfonde på det danske boligmarked, der tilsidesætter grundlæggende hensyn til lejerne. Hvis der er eksempler på, at huslejer er hævet urimeligt, eller at lejere er forsøgt presset ud af deres lejemål for at muliggøre modernisering, er det selvfølgelig oplagt at justere lovgivningen.

Vicedirektør Jan V. Hansen er tilfreds med, at der er kommet en afklaring, på forløbet.

- Vi synes, det er godt, at der endelig er kommet en politisk afklaring på et meget langt forhandlingsforløb. Stabile rammer er afgørende for langsigtede investorer som pensionsselskaber, udtaler han.

Udtrykker bekymring

Han udtrykker dog også bekymring for dele af aftalen.

- Vi er bekymrede for pensionernes værdi og dermed pensionisternes forsørgelsesgrundlag. En række af de danske pensionsselskaber har ejendomsinvesteringer, hvor værdien er afhængig af muligheden for at modernisere og justere huslejen ved fraflytning. Hvad det konkret betyder, er de enkelte selskaber ved at regne på netop nu, så vi kan få et mere præcist overblik over konsekvenserne, siger Jan V. Hansen, som også udtrykker bekymring for den 5-årige karensperiode.

- Vi kan også være bekymrede for, at karensperioden på 5 år forhaler energiinvesteringer i den ældre boligmasse. Disse investeringer kan være afgørende for, at Danmark når sit ambitiøse klimamål om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. i 2030, afslutter Jan V. Hansen.

 

Vil du modtage vores nyheder på mail?

Kontakt


Jan V. Hansen

Vicedirektør
Pressekontakt
+45 41 91 91 01
(Kan ikke bruges til SMS)
;