Kontant håndbog om sociale ydelser

Publiceret 05.03.2020
Forsikring & Pensions håndbog "Sociale Ydelser 2020" giver kontant besked om takster og regler for en lang række offentlige ydelser, fx boligstøtte, dagpenge, efterløn, kontanthjælp, børnetilskud, SU, arbejdsskade, fleksydelse, folkepension, resurse- og jobafklaring og revalidering m.m.

Hvert år er der takstændringer. Ydelser falder væk, og andre kommer til. Den sociale lovgivning kan være svær at finde vej i, hvis man ikke er fagmand. Man kan let komme i tvivl, om man er berettiget til en bestemt ydelse, og hvor meget man egentligt har krav på at få.

Forsikring & Pensions håndbog Sociale Ydelser 2020 fortæller kort, klart og kontant om de sociale ydelser fra det offentlige. Bogen indeholder alle nye satser og regler, der gælder fra 1. januar 2020.

Man kan også se, hvordan den enkelte ydelse spiller sammen med forsikringsordninger og pensioner.

 

Overblik over tilskudsmuligheder

Håndbogen er opdelt i seks hovedtemaer: Arbejdsmarked og uddannelse, social sikring over landegrænser, sygdom og arbejdsskade, familie og bolig, ældre samt retshjælp.

- Håndbogen er indrettet, så den svarer til de situationer, man som borger naturligt tænker i. Det er med til at lette overblikket over tilskudsmulighederne fra vugge til grav – fra adoptionstilskud over dagpenge og arbejdsskader til efterløn og begravelseshjælp, siger chefkonsulent Jørgen Kjær Thomsen, Forsikring & Pension.

“Sociale Ydelser” er ikke kun anvendelig for privatpersoner. Bogen bruges i høj grad af sagsbehandlere i kommuner, a-kasser, forsikringsselskaber, pensionskasser og pengeinstitutter.

“Sociale Ydelser 2020” kan købes hos boghandlerne. Den koster omkring 100,- kr.