Tema
Debat

Omfattende indbrud og tyverier på tandlægeklinikker over hele landet

14. jun. 2019
Forsikring & Pension advarer om, at der over hele landet er usædvanligt mange indbrud på tandlægeklinikker. Tyvene går systematisk efter dyrt tandlægeudstyr. - Hold godt øje med ”uventede patienter”, og opbevar det dyre udstyr sikkert, lyder rådet fra forsikringsselskabernes brancheforening.

En klinik, som for få måneder siden mistede dyrt udstyr, har igen haft uønsket besøg af tyve, som åbenbart havde tænkt, at klinikken nok havde fået erstattet det stjålne udstyr med nyt, der så kunne stjæles igen.

- Klinikken havde fået nyt udstyr, men det var nu klogelig anbragt i et sikkerhedsrum, så tyvene fik ikke anden gang held med deres forehavende, siger kontorchef Arne Knippel fra Forsikring & Pension.

Tyvene går systematisk og over hele landet efter dyrt operationsudstyr og avancerede scannere. Forsikring & Pension er vidende om mindst 15 indbrud inden for kort tid, men der kan godt være flere.

- Tyverierne er meget professionelt udført, og vi regner med, at tyvene forinden rekognoscerer i og omkring udvalgte tandlægeklinikker. Klinikkerne bør derfor være meget opmærksomme på ”uventede patienter”,  og sørge for at opbevare det dyre udstyr så sikkert som muligt, råder Arne Knippel.

 

 

Kontakt


Arne Knippel

Kontorchef, cand.mag.
+45 41 91 91 55