Per Bremer Rasmussen stopper i Forsikring & Pension

Publiceret 07.02.2020
Adm. direktør Per Bremer Rasmussen stopper til august i år i Forsikring & Pension efter 15 år i spidsen for brancheorganisationen. Bestyrelsen sætter nu gang i processen med at finde en ny adm. direktør.

Forsikring & Pension skal have ny topchef senere i år. Adm. direktør Per Bremer Rasmussen stopper i organisationen den 1. august i år efter 15 års arbejde for forsikrings- og pensionsbranchen.

Bestyrelsen i Forsikring & Pension vurderer, at det er naturligt med en ny adm. direktør nu, hvor en ny strategiplan - Strategi 2025 - for brancheorganisationen skal implementeres over de kommende år. Bestyrelsesformand for Forsikring & Pension, Laila Mortensen, roser Per Bremer Rasmussen for en stor indsats gennem årene.

- Jeg vil gerne takke Per for en virkelig god indsats og et rigtig godt samarbejde gennem mange år. Per har stærke menneskelige og faglige evner, og han har gode relationer til alle aktører i branchen og i det politiske embedsapparat. Under Pers ledelse har Forsikring & Pension samtidig opbygget en virkelig god analysekapacitet, og han har gennem årene ydet et meget stort og værdifuldt arbejde for forsikrings- og pensionsbranchen, siger hun.

Et naturligt tidspunkt

Bestyrelsen i Forsikring & Pension vedtog i slutningen af sidste år en ny strategiplan, der skal indføres over de kommende fem år. Det bliver en ny adm. direktør, der skal stå i spidsen for at føre planen ud i livet, og Per Bremer Rasmussen er enig med bestyrelsen i, at det er et naturligt tidspunkt at tage afsked.

- Det er nu 15 år siden, jeg kom til Forsikring & Pension. I den periode har jeg været med til at formulere og implementere tre ambitiøse strategier. Bestyrelsen vedtog i slutningen af 2019 en ny strategi. Det bør være en ny direktør, der ruller den ud. Jeg har været utrolig glad for og stolt over min tid i Forsikring & Pension, og jeg synes virkelig, at vi er nået langt og har udviklet organisationen fornuftigt. Jeg er helt enig med bestyrelsen i, at det er godt tidspunkt at stoppe nu, hvor en ny strategi skal udrulles frem mod 2025. Jeg ønsker min afløser og hele organisationen alt det bedste i fremtiden, siger Per Bremer Rasmussen.

Bestyrelsen går nu i gang med at finde en ny adm. direktør, der kan stå i spidsen for organisationen, når Per Bremer Rasmussen stopper til august.