Tjek din pension på Pensionsdagen

Publiceret 26.10.2019
I morgen den 27. oktober får vi en ekstra time i døgnet, når vi går fra sommertid til normaltid. Pensionsbranchen opfordrer til, at danskerne bruger den ekstra time på at tjekke pensionen. I år er der særligt fokus på begunstigelse.

Denne søndag opfordrer en samlet pensionsbranche til, at danskerne tjekker deres pensionsordninger, når branchen markerer Pensionsdagen. Man bør tjekke sin pensionsordning jævnligt, så man sikrer sig, at den passer til ens behov, og Pensionsdagen er en rigtig god anledning til at gøre det. Ændrer ens behov sig, fx i forbindelse med nyt job, ny ægtefælle eller familieforøgelse, så bør man se sin pensionsordning igennem og tjekke, om man er ordentligt dækket.

I år har Pensionsdagen særligt fokus på begunstigelse, som handler om at få styr på, hvem der får eventuelle udbetalinger fra ens pensionsordning, hvis man dør, inden man når pensionsalderen. Noget som danskerne ikke har så godt styr på, viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget på vegne af Forsikring & Pension.

- Vores undersøgelse viser, at mere end hver fjerde dansker ikke ved, hvad der sker med deres pension, hvis de pludseligt dør. Faktisk har meget få taget aktivt stilling til, hvem der skal have eventuelle udbetalinger fra ens pension, hvis man dør inden pensionsalderen. Derfor er Pensionsdagen en god anledning til at få styr på, hvem der er begunstiget på ens ordninger, siger Karina Ransby, underdirektør i Forsikring & Pension.

 

Begunstigelse går uden om boet

Mange danskere tror fejlagtigt, at arveloven også gælder, hvis livsforsikringen eller pensionen kommer til udbetaling. Men sådan er det ikke. En af de væsentlige forskelle er nemlig, at begunstigelse sker uden om boet.
Når man har indsat en begunstiget på ens pensionsordning, sker udbetalingen direkte til den eller de personer, man har begunstiget, altså udenom boet. Udbetalingen er dermed beskyttet over for boets kreditorer.

Derudover kan der være forskel på, hvem der vil få udbetalinger fra ens pensionsordning.


- Har man ikke taget stilling til, hvem der skal være begunstiget på ens pensionsordning, vil der i langt de fleste tilfælde være indsat ”nærmeste pårørende” på ordningen, som der findes en juridisk rækkefølge for. Men ønsker man ikke at følge denne rækkefølge, så er det netop, at man skal handle og få det ændret. Og derfor er det væsentligt at tage stilling til, hvem man ønsker, skal være begunstiget på ens ordning, forklarer Karina Ransby.

På PensionsInfo.dk kan man logge ind med NemID og danne sig et overblik over sine pensionsaftaler. Ønsker man at ændre begunstigelsen skal man dog altid kontakte sit pensionsselskab.

 

Om Pensionsdagen

Pensionsdagen så dagens lys for første gang i 2014, og har siden været en årlig kampagnedag, hvor pensionsbranchen sætter fokus på pension. Forsikring & Pension, 23 pensionsselskaber og ATP står bag kampagnen.

 

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er udarbejdet på baggrund af i alt 1.503 gennemførte interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført som en webbaseret undersøgelse på Epinions Danmarkspanel.

Interviewene er gennemført i perioden 9. september – 24. september 2019.

Spørgsmål: Ved du hvem, der får udbetalt din pension, hvis du dør i morgen?

  • Ja, 73 %
  • Nej, 27 %

 

Karina Ransby

Vil du vide mere?

Karina Ransby

Underdirektør, cand.polit.