Tema
Debat

Urigtige helbredsoplysninger

Anbefalingerne handler om, hvad selskaberne bør overveje, før de vælger at anfægte en forsikring, fordi forsikrede ved tegning af forsikringen har givet urigtige helbredsoplysninger

Vurder årsagssammenhæng og tidsforløbet 

Forsikring & Pension anbefaler selskaberne at udarbejde overordnede retningslinjer for, hvornår selskaberne vil rejse en anfægtelsessag.

Følgende forhold bør vurderes:

  • Årsagssammenhæng (kausalitet) mellem den eller de fortiede lidelser og lidelserne, der fører til skadesanmeldelsen.  Forsikringsaftaleloven stiller ikke krav om, at der skal være årsagssammenhæng i anfægtelsessager, der er rejst på grund af fortiede oplysninger.
  • Tidsforløbet mellem den lidelse, der er fortiet oplysninger om, forsikringens tegning og skadesanmeldelsen. Jo længere tid, der er gået mellem den lidelse, der er fortiet oplysninger om, og forsikringens tegning, jo større forståelse kan man umiddelbart have for, at fortielsen ikke er sket i ond tro. Men der er ikke desto mindre tale om en fortielse omfattet af Forsikringsaftaleloven.

Undersøgelse af oplysninger bør være velbegrundede

Forsikring & Pension anbefaler desuden selskaberne at sikre sig, at det i skadessituationen alene er velunderbyggede formodninger om, at der er givet urigtige helbredsoplysninger ved tegning, der giver anledning til nærmere undersøgelse. Selskaberne anbefales også at sikre sig, at en eventuel lempelig praksis for at indhente og bedømme helbredsoplysninger ved tegning er konsistent med den praksis, der gælder ved skadesbehandlingen.
Anfægtelsessager kan have en vigtig præventiv effekt over for forsikringssvindel
Anbefalingerne skal ikke ses som en opfordring til selskaberne om at afholde sig fra at rejse anfægtelsessager. Det er derimod en opfordring til, at selskaberne nærmere overvejer de selskabsspecifikke kriterier for at rejse anfægtelsessager. Anfægtelsessager har en vigtig præventiv effekt overfor forsikringssvindel. Ikke mindst i de tilfælde, hvor der er formodning om svig. I særligt grove tilfælde af svig har selskaberne også mulighed for at rejse en strafferetlig sag mod kunden.