Tema
Debat

Omfattende regulering skal sikre kunderne

Forsikrings- og pensionsbranchen er underlagt en omfattende regulering, som har til formål at sikre en finansiel stabilitet samtidig med, at forbrugerne og kunderne er beskyttet bedst muligt. Kunderne skal altid kunne regne med, at når de sparer op til pension, så er pengene der, når de går på pension, ligesom de skal kunne regne med, at forsikringsselskaber har penge til at dække de forsikrede skader. Selskaberne er derfor blandt andet underlagt regler for kapital, ledelse og risikostyring.  

 

 

Forbrugerrelevant information

Ny adfærdsforskning tyder på, at meget omfattende information ofte forvirrer mere end det gavner, og at forbrugerne derfor helt stopper med at sætte sig ind i det skriftlige materiale de modtager fra finansielle virksomheder.

 

Forsikring & Pension er derfor enige med regeringens rapport: ”Forbruger i en digital verden”, hvor det fremgår, at mere information ikke altid er det samme som bedre information. For stor mængde information på det forkerte tidspunkt vil kunne få den modsatte effekt af det tiltænkte formål: I stedet for at forbrugeren har det bedste grundlag for at tage den rigtige beslutning, vil forbrugeren drukne i mængden af information og have svært ved at gennemskue, hvad det rette valg er. Det er en uheldig udvikling, når målet med ny finansiel regulering er at beskytte forbrugerne mest muligt.

 

Forsikring & Pension bakker derfor op om regeringens tre principper for adfærdsbaseret forbrugerregulering:

 

  • Forbrugerregulering bør understøtte simpel og handlingsanvisende forbrugerinformation.
  • Forbrugerrettet regulering bør understøtte, at forbrugerrettet information præsenteres på rette tidspunkt i forbrugernes beslutningsproces.
  • Forbrugerrettet regulering bør baseres på den bedst tilgængelige viden om forbrugeradfærd.

 

Desuden bør det altid overvejes hvor mange omkostninger, der er forbundet med den nye regulering, da det i sidste ende er kunderne der betaler.

 

 

Erhvervsrettet regulering

Forsikrings- og pensionsbranchen har siden finanskrisen oplevet en massiv mængde regulering, der har været omfattende og omkostningstung. Derfor var Forsikring & Pension tilfredse, da Erhvervsministeriet i 2017 nedsatte en arbejdsgruppe, hvor vi blev inviteret med. Det har givet os mulighed for at komme med forslag til, hvordan vi kan forenkle reguleringen – uden at vi sætter forbrugernes finansielle sikkerhed over styr.

 

Arbejdsgruppen har bl.a. haft til opgave at lave et grundigt eftersyn af den finansielle regulering og identificere mulige justeringer, som kan lempe erhvervslivets byrder og undersøge, hvordan man kan gøre reguleringen mere digitaliseringsparat. Erhvervsministeriet udgav i april 2018 en Rapport om et eftersyn af den finansielle regulering. På baggrund af denne anbefaler arbejdsgruppen, at der igangsættes 56 konkrete initiativer – hvoraf ca. halvdelen omfatter forsikrings- og pensionsbranchen. Forslagene handler både om den direkte EU-regulering, den danske implementering af EU-reguleringen, nationale særregler og om Finanstilsynets tilsynsaktiviteter. Det er vurderingen, at arbejdsgruppens 56 forslag tilsammen vil kunne medføre en erhvervsøkonomisk lettelse på over 300 mio. kr. årligt, og dette til trods for at der er forslag, hvor man ikke kan måle lettelserne. 

 

Forsikring & Pension mener, at det er meget tilfredsstillende – men også tankevækkende – at arbejdsgruppens forslag til regelforenkling vil kunne medføre besparelser på over 300 mio. kr., hvilket vil komme både forbrugerne og erhvervslivet til gavn.

 

Arbejdsgruppen har desuden foreslået en opdeling af lov om finansiel virksomhed, så det fremover bliver gjort tydeligt, hvilke regler der gælder for forsikringsvirksomhed, og hvilke der fx gælder for bankvirksomhed. Det anbefales også at der kommer et større fokus på digitalisering og lovkvalitet.

 

 

Digitalisering

Arbejdsgruppen har også set på, om reguleringen kan blive mere digitaliseringsparat, og hvordan der kan drages større nytte af den teknologiske udvikling i samfundet og i de finansielle virksomheder. Arbejdsgruppen har bl.a. foreslået, at de finansielle virksomheder skal have nemmere ved at kommunikere digitalt med deres kunder. 

 

Den teknologiske udvikling giver gode muligheder for at forenkle processer og sagsgange, og i den forbindelse er det vigtigt, at finansielle virksomheder kan sende post digitalt fx via e-Boks efter samme regler som offentlige myndigheder. Det vil ikke blot spare tid og omkostninger – det vil også give en mere sikker levering til gavn for både forbrugere og erhvervslivet.

 

Bedre regulering indebærer også, at der ikke unødigt sættes begrænsninger for selskabernes muligheder for at udvikle services og produkter efter kundernes ønsker og behov. Derfor har Forsikring & Pension længe haft som indsatsområde, at gøre reguleringen mere digitaliseringsparat, således at forsikringsselskaber kan følge med den teknologiske udvikling og konkurrere på lige fod med udenlandske virksomheder.

 

 

Kontakt


Torben Weiss Garne

Underdirektør
+45 41 91 90 40