Tema
Debat

Behov for tidlig indsats for højere kvalitet i ressourceforløb

Anbefaling: Forsikring & Pension opfordrer til, at der tages skridt til at sikre en hurtig indsats af høj kvalitet i ressourceforløbene. Det har store menneskelige og økonomiske konsekvenser, hvis personer ”parkeres” i ressourceforløb uden reelt indhold.

 

Med reformen af førtidspensionssystemet i 2013 blev der lavet nye regler for tilkendelse af førtidspension, og der blev indført såkaldte ressourceforløb.

 

Reformens overordnede mål var, at flest muligt skulle i arbejde og forsørge sig selv. En af de centrale intentioner var at reducere antallet af tilkendelser af førtidspension. Det skulle ske ved hjælp af en styrket forebyggende indsats, herunder deltagelse i ressourceforløb. Ressourceforløb blev indført for at udvikle borgerens arbejdsevne og dermed, hvis det er muligt, forebygge førtidspension.

 

Formålet med et ressourceforløb er at sikre, at alle relevante muligheder for at udvikle arbejdsevnen har været forsøgt, inden der tilkendes førtidspension. Forsikring & Pension bakker fuldt ud op om dette mål.

 

Pensionsselskaberne bidrager aktivt til beskæftigelsesindsatsen

Pensionsselskabernes medarbejdere er i tæt kontakt med deres sygdomsramte medlemmer. Stort set alle selskaber har oprustet deres indsats indenfor forebyggelse og rehabilitering. De har bl.a. ansat socialrådgivere, der kan hjælpe de sygdomsramte gennem sygdomsforløb og tilbage i arbejde.

 

Pensionsselskabernes rehabiliteringsindsats handler først og fremmest om at få medlemmerne raske så hurtigt som muligt, for at de kan komme i job igen. Hvis indsatsen er succesfuld, er der også en økonomisk besparelse at hente. For desto færre, der forlader arbejdsmarkedet, desto færre skal i en længere årrække have invalidepensionsudbetalinger.

 

Indsatsen i ressourceforløb kommer sent

Det er pensionsselskabernes oplevelse, at indsatsen i ressourceforløb ofte kommer for sent og ikke altid har en tilstrækkelig høj kvalitet. Det er uheldigt, for erfaring viser, at en hurtig indsats af høj kvalitet øger sandsynligheden for, at sygdomsramte vender tilbage til beskæftigelse.

 

Pensionsselskabernes erfaring understøtter STAR’s evaluering af ressourceforløbene. Den viste, at 38 pct. af borgerne i ressourceforløb slet ikke modtager en beskæftigelsesrettet indsats i løbet af det første år i ressourceforløbet.

 

Undersøgelsen viste også, at det kun er 21 pct. af borgerne i ressourceforløb, som modtager en virksomhedsrettet indsats i løbet af det første år i ressourceforløbet.

Læs mere her: Hovedrapport: evalueringen af reformen af førtidspension og fleksjob.

 

Det kan endvidere konstateres, at syv år efter reformen er implementeret, er ressourceforløbsdeltagere aktiveret under 20 pct. af den tid, hvor de kunne være aktiveret. Se figur 1.

 

Deltagere i ressourceforløb er aktiveret under 20 pct. af tiden

Anm.: Figuren viser antal aktiveringstimer som andel (pct.) af antal mulige aktiveringstimer i aktiveringsforløb. 

Kilde: Jobindsats.dk

 

Få lønmodtagere kommer i beskæftigelse efter ressourceforløb

Indførelsen af ressourceforløb i 2013 var målrettet særligt svage kontanthjælpsmodtagere. I praksis kommer også mange lønmodtagere i ressourceforløb, efter de har mistet deres job pga. sygdom eller ulykke.

 

I figur 2 fremgår status pr. februar 2019 for ca. 6.000 tidligere lønmodtagere med arbejdsmarkedspensioner, som havde afsluttet deres ressourceforløb før februar 2018.

 

Flest lønmodtagere kommer på førtidspension efter endt ressourceforløb, status primo 2019

Kilde: Forsikring & Pensions beregninger på baggrund af registerdata fra Beskæftigelsesministeriet (DREAM)

Anm.: Opgørelsen viser arbejdsmarkedsstatus pr. februar 2019 for de ca. 6.000 tidligere lønmodtagere, som har en arbejdsmarkedspension, der har afsluttet ressourceforløb før februar 2018.

 

I februar 2019 var 60 pct. af de tidligere lønmodtagere  på førtidspension, 27 pct. var i fleksjob eller på ledighedsydelse, og 3 pct. var i beskæftigelse.

 

Næsten ingen kommer således tilbage til et ordinært job, selvom de var aktive på arbejdsmarkedet inden deres sygdom. Indsatsen i ressourceforløbene bringer således meget få af de tidligere lønmodtagere tilbage i beskæftigelse. Det gælder også generelt for alle personer i ressourceforløb, hvor det er omkring 3 pct., der er i beskæftigelse et år efter endt ressourceforløb, jf. figur 3.

 

Andel personer i lønmodtagerbeskæftigelse 12 mdr. efter afsluttet ressourceforløb

 

Hurtig indsats af høj kvalitet påkrævet

Forsikring & Pension opfordrer til, at der med den forestående revision af førtidspensionsreformen tages skridt til at sikre en hurtig indsats af høj kvalitet i ressourceforløbene. Det har store menneskelige og økonomiske konsekvenser, hvis personer ”parkeres” i ressourceforløb uden reelt indhold.

 

På den ene side reduceres chancen for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, og på den anden side fastholdes borgerne i en meget vanskelig økonomisk situation med en offentlig ydelse på kontanthjælpsniveau kombineret med 100 pct. modregning af eventuelle invalidepensionsudbetalinger.

 

Læs mere om modregning af invalidepension

 

 

Kontakt


Velfærd og pension

Karina Ransby

Underdirektør, cand.polit.
+45 41 91 90 80