Tema
Debat

Solvens II – et principbaseret rammeværk

Solvens II er et principbaseret rammeværk, der trådte i kraft 1. januar 2016. Princippet bag Solvens II er, at jo mere risikofyldt et selskabs forretningsmodel er, jo mere kapital skal det holde i reserve. Solvens II afspejler derved risikoen i de enkelte selskaber.

 

Alle livs- og skadeforsikringsselskaber i EU med en vis størrelse er underlagt kapitalreglerne i Solvens II. Danske forsikrings- og pensionsselskaber er generelt godt polstrede i forhold til deres solvenskrav, og har derfor ikke problemer med at leve op til reglerne i Solvens II.

 

Forsikring & Pension mener, at Solvens II bidrager til forbrugerbeskyttelse gennem den risikobaserede tilgang, og at den generelle kapitalisering af danske selskaber er et udtryk for en sund dansk forsikrings- og pensionssektor. Det er vigtigt, at disse principper fastholdes, og derfor er Forsikring & Pension meget engageret i evalueringen af Solvens II i 2018 og igen i 2020.

 

 

Ofte stillede spørgsmål


  • Hvem er omfattet af Solvens II?

    Alle Livs- og skadesforsikringsselskaber i EU samt Norge over en vis størrelse er omfattet af Solvens II. I Danmark er de fleste pensionskasser også omfattet. Selskaber uden for EU, inkl. Schweitz og Grønland, er ikke omfattet.

     

    Over en vis størrelse betyder selskaber med bruttopræmier over 5 mio. euro pr. år eller hensættelser på over 25 mio. euro.

  • Hvordan virker Solvens II?

    Der er tale om et risikobaseret princip, så jo mere risikofyldt selskabets forretningsmodel er, jo mere kapital skal det holde i reserve. Solvens II indebærer, at selskaberne skal have kapital nok til, at de med 99,5 % sandsynlighed har kapital nok til at dække det største forventede tab i løbet af et år. Det benævnes et solvenskapitalkrav (SCR), derudover er der et minimumkapitalkrav (MCR).

  • Hvad sker der, hvis et selskab ikke kan opfylde solvenskapitalkravene?

    Hvis et selskabs kapital er under SCR, skal det udarbejde en genopretningsplan, hvor det inden for 6-9 måneder sænker risikoen eller skaffer kapital, så det igen opfylder SCR. I ekstraordinære situationer som fx under uro på de finansielle markeder, kan genopretningsperioden undtagelsesvist forlænges i op til 7 år.

     

    Hvis et selskabs kapital er under MCR, skal det udarbejde en genopretningsplan, hvor det inden for 3 måneder sænker risikoen eller skaffer kapital, så det igen opfylder MCR.

  • Hvem fastlægger og administrer Solvens II-reglerne?

    Reglerne for Solvens II er vedtaget af EU-parlamentet og Rådet på indstilling fra EU-Kommissionen. Det er den fælles europæiske tilsynsmyndighed EIOPA, der er ansvarlig for administrationen af reglerne, mens de nationale tilsynsmyndigheder er ansvarlige for selskabernes løbende overholdelse af reglerne. I Danmark har Finanstilsynet denne rolle.

  • Hvad betyder Solvens II for forsikringskunderne?

    Et af formålene med Solvens II er at sikre bedre beskyttelse af forsikringskunderne ved at sikre, at selskaberne kan levere de ydelser, de har stillet kunderne i udsigt. Det betyder, at et pensionsselskab kan udbetale pensioner, og at et skadesforsikringsselskab kan udbetale erstatninger, når kunden enten når pensionsalderen eller hvis kunden udsættes for en skade. Dette sikres ved, at selskaberne skal afsætte kapital i forhold til deres reelle risiko.

Baggrund

Solvens II ordliste

Solvens II ordliste

Kontakt


Økonomiske forhold

Karsten Beltoft

Underdirektør
+45 41 91 90 91